Fakta om lydbelastninger og akustik
Arbejdsmiljøforholdet og kravene
Høreskadende lydbelastning/støj
En person må ikke udsættes for en støjbelastning på over 85 dB(A) uden at beskytte sig. Jo højere støjniveauet bliver, jo kortere tid må man udsættes for det. Grænseværdien for f.eks. 85 dB(A) er 8 timer og for 91 dB(A) kun 2 timer.
Høreværn
Hvis støjbelastningen overstiger 80 dB(A), vurderes som skadelig eller er stærkt generende, skal arbejdsgiveren stille høreværn til rådighed, og hvis støjbelastningen kommer over de 85 dB(A), skal den ansatte bruge høreværnet. - For vagter vil det være aktuelt at anvende høreværn i forbindelse med alarmer og sirener. Støjen kan være så kraftig, at der er risiko for høreskade.
Hvis lydbelastningen er over 80dB(A) for en 8 timers arbejdsdag eller spidsværdien over 135 dB(C), skal den ansatte også have adgang til information om risiko ved udsættelse for kraftig lyd og have adgang til en høreundersøgelse
Krav om bedre løsning end høreværn
Høreværn er ikke en permanent løsning på støjproblemer. Virksomheden skal fortsat løbende vurdere forholdene med henblik på at finde andre tekniske eller organisatoriske foranstaltninger som erstatning for høreværn. F.eks. dæmpning af lyd ved brug af støjskærme.
Generende lydbelastninger
Lydbelastninger kan også være generende under grænseværdien - især hvis lydniveauet bevirker, at man ikke kan tale sammen i et normalt stemmeleje. Unødig og generende lyd/støj skal også forebygges, da det kan medvirke til f.eks. stress.
Et ventilationsanlægs støjniveau bør f.eks. ligge 10 dB(A) under baggrundsstøjen, hvilket i praksis vil sige, at man ikke kan høre ventilationsanlægget for baggrundsstøj.
Arbejdslokalets akustik
Der findes også lovkrav til rummets akustik (efterklangstid). Efterklangstiden viser, hvor god eller dårlig et rums flader er til at absorbere (”opsuge”) lyd og dermed dæmpe evt. støj. Hvis der er mange hårde flader i et rum, vil efterklangstiden som oftest være for lang.
Gode råd om tiltag og løsninger
Høreværn
Selv kort tids belastning med kraftig lydstyrke kan øge risikoen for at få høreskade. Det kan fx være en alarm eller en sirene, der befinder sig tæt på.
Det er vigtigt, at anvende høreværn, der passer godt og dæmper tilstrækkeligt, - fx earplugs. Høreværn er til personlig brug. Der bør stilles flere typer høreværn til rådighed, så den enkelte kan vælge det høreværn, der generer mindst.
Andre tiltag:
- Tilrettelæg arbejdet, så ansatte, der udfører støjsvagt arbejde, ikke arbejder i samme arbejdsrum som ansatte med støjende arbejde.
- Sørg for gode akustikforhold. Efterklangstiden skal være kortest mulig, - gerne under 0,6 sek. En arbejdsmiljørådgiver kan hjælpe med akustikregulering ved problemer.
- Ved tvivl om støjniveauet - få støjen kortlagt.
Gode links:
- BFA Service - Turisme: Faktaark om Støj