Forslag til, hvad en misbrugspolitik bør indeholde:

 

Formålet med en misbrugspolitik er at skabe en personalepolitisk ramme til at forebygge at et misbrug opstår og til at hjælpe og støtte en misbruger til at komme ud af sit misbrug.
 
Ved misbrug forstås et forbrug af legale eller illegale rusmidler, som påvirker den enkelte på en sådan måde, at det har betydning for udførelsen af arbejdet, samarbejdet med leder og kolleger og/eller er til gene for andre.
 
Grundlæggende principper i forhold til misbrug er:
  • Misbrug er uacceptabelt og uforeneligt med arbejdet
  • Misbrug skal forebygges
  • Misbrug skal imødegås med en tidlig indsats
  • Ansatte med misbrugsproblemer skal ydes hjælp og støtte
Misbrugspolitikken slår fast, at det grundlæggende ikke er acceptabelt at være påvirket på arbejde. Derfor handler det om at hjælpe og støtte den enkelte misbruger til at komme ud af sit misbrug, så man kan fastholde den ansatte på arbejdspladsen.
Ansvar:
  • Lederen
    Hvor er der mistanke eller problemer med misbrug skal lederen bla. være opsøgende, deltagende og motiverende for at få stoppet misbruget. Men lederen har også ansvar for at forebygge i form af et godt arbejdsmiljø.
  • Kollegaen
    Som kollega har man ansvar for at hjælpe og støtte en kollega til at komme ud af et misbrug. Det kan også være nødvendigt at gøre ledelsen opmærksom på en kollegas misbrug for at skaffe hjælp eller for at sikre patienter eller brugeres tryghed og tillid.
  • Misbrugeren
    Den ansatte med misbrug har ansvar for at komme ud af misbruget. Det skal foregå via dialog, så der kan laves en handlingsplan. Hvis man ikke kan overholde den aftalte plan, kan det få konsekvenser for ens ansættelse.