Fakta om EGA – Ensidigt Gentaget Arbejde

 

Arbejdsmiljøforholdet og kravene

 

Når ensartede arbejdsbevægelser bliver gentaget hurtigt efter hinanden over en væsentlig del af arbejdsdagen, er der tale om ensidigt gentaget arbejde.
Et eksempel kan være rengøring med fladmoppe mere end en halv dag uden at det afbrydes af andet arbejde.

 

Om der opstår følgevirkninger i form af fysiske og/eller psykiske gener på grund af EGA afhænger af:

  • hvor lang tid de samme bevægelser bliver gentaget (generelt mere end halvdelen af arbejdsdagen / 3-4 timer – men kortere tid, hvis der er forværrende faktorer)
  • hvor hurtigt bevægelserne bliver gentaget
  • om der er forværrende faktorer.

 

De forværrende faktorer for rengøring er:

  • ringe handlemuligheder
  • (ringe mulighed for påvirkning af arbejdet, herunder arbejdsbetingelser, tempo, indhold, arbejdsmetoder og arbejdsteknik)
  • højt tempo og tidspres
  • belastende arbejdsstillinger og bevægelser
    (fastlåste stillinger, uhensigtsmæssig arbejdspladsindretning, mangel på varierede bevægelser)
  • stor kraftanstrengelse ved udførelse af arbejdet.
  • store krav til opmærksomhed og koncentration

På virksomheder med EGA skal der udarbejdes en handlingsplan med forslag til, hvilke initiativer der skal iværksættes på virksomheden for at minimere EGA-arbejdet.

 

 

Gode råd om tiltag og løsninger

 

Ensidigt gentaget arbejde kan lettes ved ændringer i arbejdets organisering eller med tekniske hjælpemidler. Er dette ikke tilstrækkeligt til at afhjælpe gener, bør arbejdet om muligt mekaniseres.
Særligt hårdt belastende fysisk arbejde, som f.eks. gulvrengøring, skal, hvor det er muligt, udføres ved hjælp af maskiner.

 

Det kan være nødvendigt at udarbejde en omfattende plan for afskaffelse af EGA. Planen bør bygge på, at alle parter bliver inddraget i et samarbejde. Afskaffelsen af EGA kan blive grundlaget for indførelse af et udviklende arbejde eller andre principper for et godt arbejdsmiljø med inddragelse af de menneskelige ressourcer.

Jobrotation kan anvendes for at skabe et varierende og passende belastningsmønster for den enkelte medarbejder. Her er følgende vigtigt:

  • Der skal være tilstrækkelig forskel i belastning af muskelgrupper.
  • Der bør rokeres regelmæssigt og indenfor en uge eller en dag.
  • Der skal helst være mulighed for at pladser uden EGA kan indgå.

Ud over ændringer i arbejdets organisering og brug af tekniske hjælpemidler, søges de eventuelle forværrende faktorer afhjulpet eller reduceret, - f.eks. forbedrede ergonomiske forhold.


Ved mistanke om, at der forekommer EGA blandt rengøringspersonale, skal der foretages en nærmere kortlægning. Man kan selv kortlægge ud fra At-vejledning D.3.2. (se henvisningerne nedenfor) eller benytte en arbejdsmiljørådgiver med erfaring på området.

Hvis personale f.eks. udelukkende støvsuger mere end 3-4 timer dagligt er en kortlægning på sin plads.

 

Læs mere om gode løsninger i: ”Håndbog for Renhold og Service” og ”Ergonomi og rengøring”. Alle udgivelser kan downloades fra: www.bfa-service.dk.

 

 

Gode links:


BFA Service - turisme: