Fakta om mikroorganismer og hygiejne

 

Arbejdsmiljøforholdet

 

Problemet med mikroorganismer i form af bakterier er, at de kan være sygdomsfremkaldende.

 

Indenfor branchen Personlig pleje er der fx i varmt brugsvand i wellnesscentre af og til blevet fundet legionellabakterier, som kan fremkalde legionærsyge, hvis man indånder små vanddråber, der er inficerede. Der skal ikke store mængder til, så alene et brusebad eller små vanddråber fra et boblebad er nok. Legionellabakterierne vokser desuden bedst ved vandets almindelige brugstemperatur fra 20 – 45°C.

 

I dampapparater (vapozoner) kan der ske vækst af bakterier, der kan medføre sygdomme ved indånding.

 

Redskaber, der anvendes til fødder og negle, kan overføre smitte fra fod- eller neglesvamp.

 

En dårlig hygiejne, hvor der især er problemer med rengøringskvaliteten og håndhygiejnen, forværrer problemet væsentligt.

 

 

Gode råd om tiltag og løsninger

 

Vurder om hygiejnen er i orden på arbejdspladsen fx gennem APV og arbejdsmiljørunderinger. Iværksæt målrettede løsninger ved eventuelle problemer.

 

Instruer medarbejderne, således at de opnår tilstrækkelig viden om mikroorganismer og hygiejne. Følg op i hverdagen for at sikre, at de rigtige metoder og fremgangsmåder anvendes.

  

Anvend værnemidler som fx handsker, hvor det er påkrævet.

 

Kvaliteten af rengøringen skal være så god, at mikroorganismer fjernes i tilstrækkelig grad.

 

Undgå rengøringsmetoder, der kan forårsage yderligere spredning af mikroorganismer, fx ved manglende udskiftning af forurenede klude eller ved ophvirvling af støv (fx fejning med kost i stedet for at binde støvet med en mikrofibermoppe).

 

Sørg også for at holde rengøringsudstyr rent, således at mikroorganismer ikke bringes med rundt.

 

I wellnesscentre bør man have et program for overvågning af vandkvaliteten med hensyn til mikroorganismer. Vækst af legionellabakterier bør primært forhindres ved god drift af varmtvandsanlæg, og ikke ved desinfektion og rensning af anlægget. Læs mere i Miljøstyrelsens: "Sådan minimerer du problemer med legionella". 

 

Redskaber der kan overføre smitte (fx fra svampesygdomme) bør desinficeres i fx effektiv varmeovn, autoclave eller UV-ovn.

 

Dampapparater bør tømmes dagligt og rengøres jævnligt for at forhindre vækst af bakterier.

 

 

Håndhygiejne 

 

Håndhygiejne er en af de væsentligste forebyggende faktorer. Håndhygiejne udføres altid, efter urent arbejde, før man starter på noget rent, og efter man har brugt handsker.

 

Følgende er gode råd om hygiejne, som forebygger mange slags smitte:
 

 

Desinfektion og vask af hænder:

  • I dag anbefales det at bruge hånddesinfektion i langt de fleste situationer. Hånddesinfektion er hurtigere at bruge, den er mere effektiv til at dræbe mikroorganismer, og den er mere skånsom end håndvask.
     
  • Hånddesinfektion er førstevalget efter alle urene procedurer (risiko for forurening af hænder), hvor hænderne er tørre og ikke synligt forurenede 
     
  • Hånddesinfektion er også førstevalget før alle rene procedurer og når man skal spise sin mad. 

 

Håndvask eller hånddesinfektion altid:

  • Efter brug af handsker (Handsker beskytter hænderne mod at blive forurenet med organisk materiale. Men der kan være usynlige små huller i handskerne, så der ikke er 100 % sikker beskyttelse. Desuden sker der vækst af bakterier på hænderne, når man bruger handsker, fordi der opstår varmt og fugtigt miljø i handsken)
     
  • Før måltider eller håndtering af madvarer.
     
  • Efter toiletbesøg.
     

Brug gode cremer med glycerol og uden farve og parfume til at smøre hænderne ind med efter håndvask eller hånddesinfektion.

 

Brug køligt vand til håndvask , der irriterer hænderne mindre end varmt vand. Sørg for at tørre hænderne grundigt, således at de er helt tørre.

 

Læs mere om, hvordan man desinficerer eller vasker hænder i faktaarket "Hånddesinfektion og håndvask".

 

Vær også opmærksom på, at alle har en god hygiejne i det daglige, fx.:

  • når keyboards, dørhåndtag, telefon og andre fælles hånd-kontaktpunkter deles med kolleger og andre
     
  • at der ikke nyses, hostes og pudses næse ud i luften, men i engangslommetørklæder, som smides i skraldespanden efter brug. I en snæver vending kan man nyse ind i albueleddet eller overarmen, så smitten ikke spredes til alle sider
     
  • at man bliver hjemme fra arbejde, ved smitsom sygdom som influenza og diarre. 

 

Gode links: